Generelt om mine print
Herunder kan du læse om de forskellige typer af print jeg tilbyder. Jeg anbefaler at du læser nedenstående, inden du bestiller dit print, for at være sikker på at du får det produkt, der passer helt perfekt til dig og dit hjem. Jeg kan også varmt anbefale, at du besøger min udstilling i Grønning og ser de forskellige muligheder med dine egne øjne. Læs mere om galleriet her: Kunst i Grønning.
Alle print er produceret på et dansk værksted, specialiseret i print i høj kvalitet på forskellige materialer og alle rammer er håndlavede på mål på samme værksted.
Alle billeder er i en kvalitet der kan tåle at hænge på væggen i mange år og tåler både støv og sollys, men jeg anbefaler altid at man ikke hænger værker i stærk sol over længere tid, hvis det kan undgås. Værkerne er nemme at støve af med en støvekost, eller en tør, blød og fnugfri klud.
Ved afsendelse emballeres billederne i specialudviklet emballage, for at sikre, at de komme frem i god behold.
Alle print er som udgangspunkt uden signatur i selve printet, men kan signeres hvis det ønskes.
Udvalgte motiver trykkes i begrænsede, nummerede oplag.
Alle print kan leveres med et udvalg af rammer, udover hvad jeg tilbyder her på webshoppen – kontakt mig for priser og info.
Har du specielle ønsker til motiv, fx. et særligt lokalt område, et hus eller en slægtsgård, så kontakt mig for aftale.
Typer af print
Aludibond Giglée Mat
Det klassiske print i verdensklasse - smukt indrammet
Giglée print er det ultimative og mest knivskarpe print der kan leveres. Der printes med 10 farvet pigmenteret blæk på håndplukket Hahnemühle papir, for at opnå den allerbedste gengivelse af farver, toner og detaljer.
Printet opklæbes herefter på en 3mm Aludibond plade og lamineres med mat folie, for et eksklusivt og refleksfrit look.
Et print i den kvalitet fortjener en smuk ramme og jeg tilbyder mine Giglée print med to forskellige typer rammer som standard (andre rammer kan leveres efter aftale). Vælg mellem en klassisk sort, mat blindramme i målene 20mm(B) x 30mm(D), eller en smuk sort svæveramme i sort træstruktur i målene 8mm(B) x 34mm(D).
Som standard leverer jeg Giglée print i mål fra 90cm og op til 150cm på den lange led, men kontakt mig hvis du er interesseret i andre størrelser.
Giglée print kan også leveres med eksklusivt 4mm diamant glas i stedet for mat folie, mod en merpris, hvis det ønsker. Giglée print med glas kan også leveres uden ramme, for et mere minimalistisk look.
Alutryk - Aludibond UV Print
Moderne og minimalistisk - Ekstra nemt at hænge op
Printteknologien bliver også kaldet “Aluprint”.
Her printes direkte med 6 farvet UV print på en hvid, 3mm tyk Aludibond plade. Aludibond er et komposit materiale, der består af to tynde aluminiumsplader yderst og en kerne af plast. Det gør at pladen er formstabil og let og den sorte kant på printet, giver et minimalistisk og let udtryk.
Printteknikken giver overfladen en smule struktur og printet er refleksfrit og uden genskin.
Printet gør sig godt uden ramme og UV-printet er desuden vandfast og modstandsdygtigt over for sollys, hvorfor billedet også er velegnet til ophængning udendørs eller i fugtige omgivelser som eksempelvis på badeværelset.
Når du bestiller print på hvid aluplade, skal du ikke bekymre dig om montagen. Dit billede leveres nemlig med skjulte beslag, der sikrer en stabil og simpel ophængning. Beslagene giver desuden dit billede en svævende effekt med 10 mm afstand til væggen. Afstanden skaber en naturlig skygge, som indrammer aluprintet på elegant vis. Som standard leverer jeg Aluprint i størrelser fra mellem 75cm til 100cm på den lange led. Spørg for andre størrelser.
Fotokunst - specialfremstillet til dig
Til dig der ønsker noget helt særligt
Alle mine billeder kan leveres i et vidt udvalg af størrelser, rammer, farver, materialer og trykteknikker. Da jeg samarbejder med et professionelt, dansk værksted, der kan opfylde de flestes ønsker til moderne tryk i høj kvalitet, har du mulighed for at sætte dit helt eget præg på det du får hjem på din væg og hænge.
Det kunne være print på akustikplader, der ud over at være dekorative, har en praktisk funktion, lærredsprint med ramme, eller måske et klassisk papirprint med passepartout i håndlavet glas og ramme. Det kunne også være dit helt eget motiv, som jeg kan fotografere til dig efter aftale.
Kontakt mig og hør om mulighederne.