Kursus i Landskabs- og Naturfotografering

Fotokurser i Skive

Sidste weekend, den 13. og 14. April, afholdte jeg et, synes jeg selv, vellykket kursus i Landskabs- og naturfotografering i Skive. Det er altid en fantastisk oplevelse at kunne dele min passion for fotografering med en gruppe af engagerede deltagere.

Dette kursus blev arrangeret i samarbejde med LOF i Skive på Tambohus (Skive ungdomsskole) og var en udløber af et tidligere kursus, som jeg har afholdt sammen med en dygtig fotoven nede ved Vadehavet. Det var virkelig sjovt at kunne gentage succesen og dele ud af den erfaring jeg har samlet sammen gennem årerne.

Kurset jeg laver, er primært rettet mod begyndere og let øvede, men alle er velkomne uanset erfaring eller alder. Jeg forsøger at tilpasse undervisningen til hvert hold, så alle kan lære i deres eget tempo og på deres eget niveau.

I løbet af de to dage gennemgår vi en lang række emner, herunder de tekniske aspekter af fotografering samt lidt om komposition og redigering af billeder. Vi har også praktiske øvelser ude i naturen, hvor deltagerne kan afprøve den teori vi gennemgår i “klasselokalet”. Alle deltagere får et lille “snydeark” med hjem fra kurset, hvor jeg har listet de mest vigtige ting at huske, når man fotograferer i naturen og det er også de ting vi øver udendørs på dag 2.

Fotokursus ved Skive Havn
Kursisterne fotograferer ved Skive Havn

Af emner vi gennemgår, kan blandt andet nævnes: 

  • Generel introduktion til fotografering
  • Introduktion til dit kameras funktioner
  • Fotografering i praksis – eksponering, fokusering og de værktøjer vi har til dette
  • Komposition og fotoforståelse
  • Lidt om redigering af billeder

Om søndagen havde vi planlagt en tur til Ny Mølle Strand i Salling, hvor de praktiske øvelser skulle foregå, men pga. blæsevejr, fotograferede vi ved Skive havn i stedet, hvor der var mere læ. Og det viste sig nu hurtigt, at Skive havn og Træbroen også var en rigtig god lokation at prøve forskellige ting af på.

Fotografering ved Træbroen i Skive
Træbroen i Skive er også et fantastisk sted at fotografere

Alt i alt var dette kursus en god oplevelse på alle måder og det var min klare fornemmelse, at deltagerne også gik derfra med blod på tanden og lyst til at komme ud og fotografere.
Det er mit klare mål med kurset – at dele min passion for Natur- og landskabsfotografering og få flere mennesker ud i den vilde, danske natur med kameraer.

Jeg ser frem til at afholde flere kurser i fremtiden og har allerede planlagt de næste to kurser sammen med LOF i Skive:

Næste kurser afholdes:

Lørdag / Søndag den 15. og 16. Juni 2024
Lørdag / Søndag den 17. og 18. August 2024

Se mere på LOF’s hjemmeside: LOF i Skive

Share the Post:

Related Posts

Rundt om Skive

Skive Kalender 2025

Skive kalender 2025 – “Rundt om Skive – Årstiderne set gennem kameraet” – med unikke og smukke naturmotiver fra Skive-egnen fra alle årstider.

Read More

Skolekunst udstilling

Jeg er utroligt stolt og glad over at være blevet inviteret til at udstille mine billeder på 6 forskellige skoler i Skive. Som fotograf er det en stor glæde for mig, at kunne formidle min begejstring for naturen, til de næste generationer.

Read More
error: Content is protected !!
Scroll to Top